Home
 
 
 
 
90-års jubilæum   Noget ganske enestående   Filmografi over Axel Mattsson
 


Axel Mattsson som jockey

Axel Mattsson
Axel Mattsson (AM) blev født den 3. december 1887 i en søskendeflok på syv af svenske forældre, der havde slået sig ned i København. Her ernærede de sig ved at drive gæstgiveri og sømandshjem. Axel Mattssons far havde en stor kærlighed til heste, der blev givet videre til sønnen. Så når lille Axel kunne se sit snit til det, opsøgte han en stald. Allerede som seks-årig begyndte han at ride. Moderen, fru Anna, arbejdede, til hun fyldte 73 år, til sidst som økonoma
hos A. P. Møller.

 

Axel Mattsson i dyrehaven Kongelig stalddreng
Da Axel Mattsson var færdig med skolen som 16-årig, blev han stalddreng ved prins Valdemar og prinsesse Maries hof. Om vinteren var det i Christiansborgs stalde og om sommeren på Bernstorff Slot. Her opstod et livslangt venskab med denne familie. Blandt andet fik den senere konkurrencerytter prins Viggo mange gode råd om heste og ridning af Axel.

Efter tre år i prinsesse Maries stalde blev AM ansat i Cirkus Orlando i Stockholm, hvor han debuterede som kunstrytter/skolerytter. Et par år senere turnerede han i Danmark med Cirkus Bech-Olsen, indtil han den 25. August 1909 åbnede sin egen rideskole i Klampenborg.

 

Axel Mattsson som skuespillerProfessionel filmskurk
Ud over at drive sin rideskole deltog AM i filmoptagelser. AM fik ofte tildelt rollen som skurk, der i huj og hast til hest skulle flygte fra diverse forfølgere. AM havde flere halsbrækkende specialer.

Et af dem var at styrte med hesten. Et ryk i en snor bundet om den ene forkode gjorde, at han kunne time styrtet meget præcist. Da ikke alle heste kunne forstå, at de var "døde", udviklede AM en teknik med at kaste sig over hestens hoved, så selv den bedste hest næsten troede, at den var død og lå stille. For et styrt fik AM 100 kr. pr. gang.

 

Axel Mattsson i dyrehavenDen flyvende stunthest Black Girl
Den bedste hest til disse stunts var en sort hoppe, Black Girl. Det var med Black Girl, AM sprang fra broklap til broklap på Knippelsbro, mens den var ved at gå op. Ved Kullen sprang de over en meget dyb klippespalte. At springe i Hellerup Havn for derefter til hest at svømme ud til et skib var også et nummer, de klarede i fællesskab.

Et af de farligste numre Axel Mattsson udførte foregik i cirkus. Under en filmoptagelse foretog han et dødsspring fra cirkuskuplen med hesten Black Girl. Begge overlevede springet, men AM fik efterfølgende indopereret en sølvplade i baghovedet på grund af sine kvæstelser.

 

Axel Mattsson og frueFilmroller finansierede rideskolens ekspansion
Ofte dublerede AM sin ven skuespilleren Valdemar Psilander i de farlige roller. Generaldirektør for Nordisk Film, Ole Olsen, gav nu Axel Mattsson et fast gebyr for at stille heste til rådighed til optagelse af film samt ekstra honorar for hver optagelse. AM's indtægter fra filmen kom samtidig med, at det blev mondænt at ride, og dette skabte grundlaget til en udvidelse af rideetablissementet.

Ved siden af sin karriere inden for filmkunsten havde A.M. en stor galopkarriere. Han var den første, der vandt "Guldpisken" og "Sølvsporerne". I alt modtog AM 24 sølvtallerkener med inskriptioner.

Blev kun 49 år
Efter at have været syg et par måneder døde Axel Mattsson den 22. november 1937 på Gentofte Amtssygehus af lungehindebetændelse, der kompliceredes af en tilstødende lungebetændelse.

AM blev stedt til hvile på Taarbæk Kirkegård d. 25. november. Mange følger ham til graven. Fuldmægtig Ryno Mattsson takker folk for deltagelsen. Hans hustru Lilly Mattsson fører rideskolen videre for at lade den være et levende minde om Axel Mattsson.

 

RejsegildeUdpluk af Mattssons historie
Mattssons Rideskole er i dag et af landets ældste rideetablissementer. Axel Mattsson startede med en lille træstald. Her havde han to heste og en cykel, som han selv kørte på, mens han underviste eleverne.

I 1917, hvor det blev mondænt at ride, opførte AM et rødt træridehus på 13 gange 21,5 meter, og hermed var grunden lagt til en egentlig helårs rideskole.

I løbet af de følgende år opførte AM endnu en staldbygning, ligesom han anskaffede ekstra arealer. I begyndelsen af trediverne var der plads til cirka 80 heste på selve rideskolen, og yderligere 20 på Gamle Bellevue hos staldmester Petersen og i Cottagestalden. I disse år gik det stærkt, og efter nogle mageskifter, hvor AM blandt andet overtog det gamle posthus, blev det eksisterende ridehus opført i 1936. Ridehuset, tegnet af arkitekt Arne Jakobsen, er på 890 m2 og var dengang nordens største ridehus.

 

RejsegildeEfter AMs død i 1937 overtog hans hustru Lilly Mattsson rideskolen. Tre år senere, den 16. august, stiftedes Aktieselskabet "Axel Mattssons Rideskole og Hestepension A/S", hvor Lilly var hovedaktionær.

Det var meget svært at køre etablissementet under og efter krigen. Der var dog opstaldet heste nok til, at det kunne lade sig gøre og på en eller anden måde fik Lilly Mattsson skaffet foder nok. Økonomisk var det ved hjælp af låntagning. Alt blev behørigt betalt tilbage.

I 1953 stiftedes den første rideklub, MRK, på stedet, mens den nuværende rideklub MAK blev stiftet i 1979.

Ridehuset er i de seneste år blevet renoveret, dels i 1981, hvor prismerne til ovenlyset blev taget ned, og senest i 1998, hvor der blev foretaget en totalrenovering.

Af Birgitte Rühmann, Kristian Koktvedgaard m.fl.

 
Tip en ven
 

Tilbage