|
LOVE FOR MATTSSON´S RIDEKLUB
' 1: KLUBBENS FORMÅL
Stk. 1: Rideklubbens formål er i tilknytning til "Axel Mattsson's Rideskole & Hestepension A/S" at fremme interessen for og dygtiggørelse i ridning ved teoretisk og praktisk undervisning samt træning i såvel terræn som i ridehus.
Med samme formål kan rideklubben afholde ridestævner, filmaftener, instruktive foredrag, selskabelige sammenkomster og lignende.
Stk. 2: Klubben har derudover til formål på forsvarlig vis at drive rideetablissement i de af ovennævnte selskab lejede lokaler i henhold til den til enhver tid indgåede kontrakt.
Klubbens navn og hjemsted
Stk. 3: Klubbens navn er: "Mattssons Rideklub". Klubbens hjemsted er: Bellevuevej 10-12, 2930 Klampenborg (Gentofte Kommune).
' 2: MEDLEMSKAB AF DANSK RIDEFORBUND
Rideklubben er medlem af Dansk Rideforbund under Dansk Idrætsforbund, hvorfor klubben og hvert enkelt medlem er forpligtet til at rette sig efter de to nævnte forbunds love, reglementer og bestemmelser, derunder de af de pågældende forbund fastsatte voldgiftsregler.
' 3: MEDLEMMER I KLUBBEN
Stk. 1: I klubben kan optages junior- og ungdomsmedlemmer samt aktive og passive seniormedlemmer.
Juniormedlemmer
a) Unge, der ikke er fyldt 18 år, optages som juniormedlemmer og forbliver dette indtil udgangen af det kalenderår, hvor de fylder 18 år.
Ungdomsmedlemmer
b) Som ungdomsmedlemmer optages unge, der er fyldt 18 år. De forbliver ungdomsmedlemmer til og med udgangen af det kalenderår, hvor de fylder 25 år.
Seniormedlemmer
c) Personer over 25 år optages som seniormedlemmer.
Passiver medlemmer
d) Passive medlemmer kan optages i klubben uden ret til at deltage i konkurrencer.
Medlemskab
Stk. 2: Medlemskabet er gældende fra det tidspunkt, hvor gyldig kvittering for betalt årskontingent foreligger.
Indskud
Ved indmeldelse betales et indskud, hvis størrelse fastsættes efter samme regler som anført i '4, første punktum.
Udmeldelse
Udmeldelse skal ske ved skriftlig udmeldelse til bestyrelsen inden 1. december.
' 4: KONTINGENT
Stk. 1: Årskontingent fastsættes af bestyrelsen og forelægges den ordinære generalforsamling til endelig godkendelse.
Betalingsfrist, slettelse, genoptagelse
Stk. 2: Er kontingentet ikke betalt senest 3 måneder efter forfaldstid, slettes vedkommende medlem, der da kun kan optages påny mod betaling af restance eller -efter bestyrelsens beslutning- mod betaling af nyt indskud.
' 5: GENERALFORSAMLING
Stk. 1: Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned.
Forslag, der ønskes behandlet
Stk. 2: Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indsendes til bestyrelsen inden 1. februar.
Indkaldelse
Tid og sted for generalforsamlingens afholdelse skal tillige med dagsordenen og de af bestyrelsen fremsatte forslag og indsendte forslag, skriftligt meddeles klubbens medlemmer med mindst 8 dages varsel.
Stemmeret
Stk. 4: Stemmeret på generalforsamlingen har personer over 14 år, som har været medlemmer af klubben i mindst 2 måneder.
Dagsorden
Stk. 5: Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsen aflægger beretning
3. Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
4. Budget forelægges til godkendelse
5. Det i.h.t. '4 fastsatte årskontingent forelægges til godkendelse
6. Behandling af indkomne forslag
7. Valg af bestyrelsen
8. Valg af revision og revisorsuppleant
9. Eventuelt
Afstemning
Stk. 6: Stemmeret udøves ved personligt fremmøde, og beslutninger træffes ved almindeligt flertal, se dog lovenes ' 7 og ' 11.
Afstemning foregår ved håndsoprækning, med mindre bestyrelsen eller mindst 2 medlemmer kræver skriftlig afstemning.
Står stemmerne lige, er et fremsat forslag forkastet.
' 6: EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING
Stk. 1: Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når bestyrelsen anser det for nødvendigt, eller når mindst 25% af medlemmerne skriftligt indgiver begæring derom med meddelelse af dagsorden. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden 14 dage efter begæringens modtagelse.
Stk. 2: Ekstraordinær generalforsamling indkaldes normalt af bestyrelsen med mindst 8 dages varsel.
' 7: LOVÆNDRINGER OG EKSKLUSION
Til forandring af lovene og til eksklusion af medlemmer kræves en majoritet på 2/3 af de afgivne stemmer.
' 8: BESTYRELSEN
Stk. 1: Klubbens anliggender varetages af en bestyrelse på 5-7 medlemmer.
Valg
Stk. 2: Bestyrelsen vælges på generalforsamlingen. 2 medlemmer af bestyrelsen skal vælges efter indstilling fra juniormedlemmerne, men vælges blandt ungdoms- eller seniormedlemmerne. Hvert andet år afgår 2 bestyrelsesmedlemmer i den orden, hvori de er valgt. Er flere medlemmer valgt samtidig bestemmes afgangen ved lodtrækning. Til bestyrelsen kan kun vælges amatører. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen vælger selv sin formand, næstformand, kasserer og sekretær, men kan til generalforsamlingen indstille, at formanden vælges af denne eventuelt udover de normalt valgte bestyrelsesmedlemmer.
Forretningsorden
Stk. 3: Bestyrelsen udarbejder selv sin forretningsorden, og kan i øvrigt i det omfang, den skønner det formålstjenligt, nedsætte særlige udvalg til varetagelse af nærmere bestemte opgaver, f.eks. etablissementsudvalg, stævneudvalg, juniorudvalg o.l.
Særlige udvalg
Stk. 4: I hvert af sådanne udvalg indtræder mindst et af de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer, der normalt fungerer som udvalgets formand. Der udarbejdes en funktionsplan for hvert udvalg. I denne skal udvalgets arbejdsområde, ansvar og beføjelser klart præciseres.
Stk. 5: Til hvert udvalg kan for kortere eller længere tid tilknyttes særligt sagkyndige efter bestyrelsens godkendelse. Udvalgenes beslutninger meddeles til klubbens bestyrelse i overensstemmelse med den for udvalgets gældende funktionsplan.
' 9: BESTYRELSENS MØDER, PROTOKOL M.V.
Stk. 1: Bestyrelsesmøder afholdes efter behov dog mindst fire gange årligt. Bestyrelsesmøde skal afholdes på forlangende af 3 bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 2: Alle beslutninger i bestyrelsen træffes ved simpel stemmeflerhed. Står stemmerne lige, er formandens stemme afgørende og i dennes forfald næstformandens. For at en gyldig bestyrelsesbeslutning kan tages, skal mindst 2/3 af bestyrelsen være til stede og deltage i afstemningen. Næstformanden træder under formandens forfald i dennes sted.
Stk. 3: Sekretæren fører protokol over forhandlingerne på bestyrelsens møder. Protokollen forelægges og underskrives på følgende bestyrelsesmøde.
' 10: DISPOSITIONSRET M.V.
Bestyrelsen disponerer over klubbens midler og varetager dennes tarv på bedste måde.
Bestyrelsen kan meddele prokura vedrørende bank- og girokonto o.l.
I øvrigt tegnes klubben af formanden i forbindelse med eet bestyrelsesmedlem.
' 11: REGNSKAB OG REVISION
Stk. 1: Klubbens regnskabsår er kalenderåret, og regnskabet forelægges i revideret stand den ordinære generalforsamling til godkendelse.
Stk. 2: Til revision af regnskabet vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen en revisor. Generalforsamlingen vælger ligeledes for to år en revisorsuppleant.
' 12: MIDLERTIDIG UDELUKKELSE AF ET MEDLEM
Stk. 1: Bestyrelsen kan midlertidigt udelukke et medlem fra deltagelse i klubarrangementer, når det pågældende medlems optræden -i eller uden for klubben- er eller har været af en sådan art, at klubbens værdighed eller trivsel ville lide skade, hvis udelukkelse ikke fandt sted.
For at denne beslutning skal være gyldig kræves, at mere end halvdelen af bestyrelsens medlemmer stemmer for den.
Stk. 2: Bestyrelsens afgørelse kan af den, en udelukkelse har ramt, indklages for førstkommende ordinære generalforsamling.
Eksklusion af medlemmer kan kun foregå på en generalforsamling (se ' 7).
' 13: KLUBBENS OPLØSNING
Stk. 1: Klubbens opløsning kan kun finde sted, når beslutning herom vedtages på 2 efter hinanden med mindst 14 dages mellemrum afholdte generalforsamlinger.
Stk. 2: Ved den første af disse generalforsamlinger skal mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer være til stede, og for at beslutning om opløsning skal være gyldig, skal den såvel på den første som på den anden generalforsamling vedtages med mindst 3/4 af de afgivne stemmer.
Stk. 3: Eventuelle aktiver skal tilfalde ridesportslige aktiviteter i Dansk Rideforbunds distrikt 1 ved distriktets foranledning.
Disse love er vedtaget på en den 26. april 1979 afholdt ekstraordinær generalforsamling. De træder straks i kraft og kan kun ændres under iagttagelse af bestemmelsen i ' 7.
KLAMPENBORG, den 26. april 1979
sign.: ______________________
Bent Falk-Rønne
(Dirigent)
TILLÆG
På den ordinære generalforsamling den 26. marts 1992 blev følgende tilføjelse til lovenes ' 8 vedtaget, således at ' 8 stk. 3 herefter har følgende ordlyd:
"Personer ansat i Mattsson's Rideklub eller Mattsson's Rideetablissement ApS kan ikke indvælges i klubbens bestyrelse.
Dette gælder dog ikke for personer ansat udelukkende som aften- eller weekendvagt."
KLAMPENBORG, den 26. marts 1992
sign.: ______________________
Ulrik Worziger - Dirigent
Ændring
På den ordinære generalforsamling den 28. marts 2007 blev følgende ændringer til lovenes ’ 5 stk. 2 vedtaget, således at :
Stk. 2: Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indsendes til bestyrelsen inden udgangen af 28. februar.
Ændres til:
Stk. 2: Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indsendes til styrelsen inden 1. februar.
KLAMPENBORG, den 28. marts 2007
Sign.: _________________________
Chris Winther - Dirigent
|